Kasi-Jesper snupper Landin

VM-målmanden forlader Bjerringbro-Silkeborg i 2012.

010211_Niklas_Landin.jpg

En af de helt store profiler fra håndbold-VM i Sverige, Niklas Landin, er på vej væk fra Bjerringbro-Silkeborg.

Den midtjyske fusionsklub bekræfter tirsdag formiddag, at den unge målmand fra sommeren 2012 skifter til tyske Rhein Neckar Löwen, der har rigmanden Jesper "Kasi" Nielsen som bestyrelsesformand.

Transfer-penge til Bjerringbro-Silkeborg

Niklas Landin har kontrakt med BSV til sommeren 2013 - men en option i kontrakten betyder, at han kan forlade klubben fra 2012. Bjerringbro-Silkeborg er dog sikret et beløb for at lade den talentfulde målmand slippe. Transfersummen blev allerede fastlagt, da kontrakten blev underskrevet, men hvor meget der er tale om, vil klubben ikke oplyse.

- Men min vurdering er, at det er en de fem største handler nogensinde i dansk håndbold, siger direktør Frank Lajer.

 Ifølge sporten.dk tjener Bjerringbro-Silkeborg 750.000 kroner på handlen.

Ingen kommentarer om Jannick Green

Rygter vil i øvrigt vide, at Bjerringbro-Silkeborg allerede har sikret sig en afløser for Landin, nemlig AaB-målmanden Jannick Green, der tidligere har spillet for Lemvig. BSV-direktør Frank Lajer har ingen kommentarer.