Karup vil have kampfly

Karup melder sig nu ind i kampen om at blive hjemsted for forsvarets nye kampfly. De danske F-16 fly er i dag stationeret i Skrydstrup i Haderslev Kommune. Men står det til Viborgs borgmester, så ligger fremtiden for de nye fly i Karup

Flyvestation Karup

Beslutningen om køb af nye kampfly til det danske forsvar er gået ind i den afsluttende fase. Alt imens tre store producenter forsøger at overbevise politikerne på Christiansborg om at netop deres fly er det bedste, så er en intens kamp om hvor de nye fly skal placeres startet.

I dag er de danske F-16 kampfly placeret i Skrydstrup. Men står det til Viborgs borgmester, så ligger fremtiden for de nye fly i Karup.

Vi ligger lige i midten af Jylland. Der er jo ikke ret langt til noget som helst. Slet ikke når vi taler fly. Arealet er til rådighed. Alle er vant til, at der i forvejen er stor flytrafik i Karup. Så alt hvad der må være et krav, det har vi, siger Viborgs borgmester, Torsten Nielsen.

Dermed melder Viborg sig for alvor ind i kampen om de hundredevis af arbejdspladser, der følger med de nye kampflyv.

- Vi går selvfølgelig ind og gør den indsats der skal gøres. Ingen tvivl om det, siger Torsten Nielsen.

For politikerne der beslutter sig for milliardinvesteringen, er slagsmålet om placering timet forkert.

- I den her beslutning som rækker 30 til 40 år frem i tiden, der er vi nødt til at se på de driftsmæssige og operative forhold, der er styrende, siger Venstres medlem af forsvarsudvalget, Kristian Pihl Lorentzen.

Og netop de militærfaglige vurderinger bør  veje tungere end lokalpolitisk pres.

Det vil være noget nyt i forsvarspolitik, vil jeg bare sige. For der har været ført meget megen sognerådspolitik gennem tiden, siger Leif Mikkelsen, forsvarsordfører, Liberal Alliance.

Alligevel vil Karup være en del af spillet, når kabalen om de nye kampfly skal gå op. 

- Det er vel ikke nødvendigt, at vi har så mange flyvestationer for at have en eskadrille kampfly. Så noget kommer i spil, og noget skal ud af spil, siger Leif Mikkelsen.

Beslutningen om køb af de nye dansks kampfly bliver truffet inden sommerferien