Karup Skole ligger i bund i ny opgørelse

Undervisningsministeriet har netop lanceret et system, som gør det muligt for forældre, elever og lærere at sammenligne niveauet på landets grundskoler.

0:23

Ifølge Undervisningsministeriets opgørelse, ligger niveauet hos 9. klasses eleverne på de Midt- og Vestjyske skoler spredt. De tre topscorere i landsdelen er Parkskolen i Struer, Mejrup Skole ved Holstebro og Sejs Skole ved Silkeborg – alle med 8,1.
I bunden ligger Struer Østre Skole med 5,6 – Øster Jølby Skole på Mors med 5,6 og allernederst på listen ligger Karup Skole med 5,2.

Se tallene for dit barns skole her

Tallene bekymrer dog ikke Skolelederen på Karup Skole, Thomas Born Smidt.

- Der er ikke noget i hverken karaktergennemsnittene eller lignende, som jeg ikke er bekendt med i forvejen, kan man sige. Men for mig at se, så siger det ikke noget om vores skole som helhed. Vi er meget mere en et enkelt tal fra et enkelt år, og der er jo også forskel fra år til år på, hvordan karaktergennemsnittet det ser ud, siger Thomas Born Smidt, Skolelederen på Karup Skole.

Formålet med det digitale værktøj er at skabe åbenhed om skolernes resultater. Samtidig er det også et værktøj, som forældre til skolebørn kan bruge, når de skal vælge skole. Men Thomas Born Smidt mener ikke, at resultatet giver et tilstrækkeligt helhedsindtryk af skolen.

- Jeg tænker ikke, at undersøgelsen er særligt anvendelig  - selvfølgelig afhængigt af, hvad man gerne vil bruge den til. Jeg håber, at når man som forældre skal vælge skole, så foregår det ud fra nogle andre parametre, end det man udelukkende kan se ved en undersøgelse som den her. Jeg håber også, man går ud og besøger skolen, og ser på alt det, der ikke kan måles. Vi har eksempevis en facebookside, hvor vi viser gode historier fra børnenes hverdag, og det tror jeg siger meget mere om, hvad vi er for en skole, end 16 elevers karaktergennemsnit for et enkelt år, siger Thomas Born Smidt, Skolelederen på Karup Skole.

Systemet tager ikke højde for elevernes forskelligheder
I det nye system er der i alt syv parametre, som beskriver skolernes niveau. Trivsel og karaktergennemsnit er nogle af dem. På den måde er det muligt for forældre at følge med i, om niveauet på deres børns skole er godt nok.
Men fordi der hvert år kommer nye elever, og derfor nye niveauer til, så synes Thomas Born Smidt ikke, at systemet og karaktertallene viser de udfordringer, som kan ligge til grund for en dårlig karakter.

- Vi arbejder meget målrettet på, at alle vores børn går op til afgangsprøverne, men vi har mulighed for at fritage dem, hvis de ikke er med fagligt. Sidste år havde vi en elev, som vi kunne have valgt at fritage, men i stedet valgte vi at forberede ham lidt ekstra, og sende ham op til prøven alligevel. Han endte ikke med de højeste karakterer, men succeskriteriet var, at han gik til prøven. Og det kan du ikke aflæse ud fra de her tal, siger Thomas Born Smidt, Skolelederen på Karup Skole.

Vil ikke ændre kurs
Selvom Karup Skole ligger helt i bunden karaktermæssigt, så mener skolelederen ikke, at skolen har fejlet. De arbejder konstant på at få skabt den bedste læring for eleverne, så den nye statistik får ikke skolelederen til at ændre drastisk kurs.

- Vi laver elever, som hvert år går ud af skolen med ti- og tolvtaller, så det er ikke fordi, man ikke kan få en høj karakter på Karup skole – der er bare ikke ligeså mange, som vi kunne ønske os, og det kan måske være noget med det elevgrundlag, vi har, men det kan også have noget at gøre med den måde, vi driver skole på – det er også derfor vi hele tiden prøver at udvikle på det, siger Thomas Born Smidt, Skolelederen på Karup Skole.

Den nye karakterstatistik er lavet på baggrund af 9. klasses afgangselever fra sommeren 2015.