Karup får ingen kampfly

Det nye forsvarsforlig om indkøb af kampfly slår fast, at de 27 fly skal stå på Flyvestation Skrydstrup.

Flyvestation Karup

Viborg-borgmester, Torsten Nielsen (K), ville gerne have placeret de nye kampfly på Flyvestation Karup. Men i det netop offentliggjorte forsvarsforlig fastslår partierne, at de 27 F-35-kampfly skal stå i Skrydstrup.

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, fordi rammerne er, som de er i Karup. Vi har det hele inden for hegnet, og vi har også ekspertisen. Men det er en beslutning, der er truffet, og det respekterer jeg fuldt ud. I samme ombæring vil jeg gerne ønske Skrydstrup tillykke med valget, siger Torsten Nielsen.

Det er Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre, der har indgået forliget om indkøb af kampflyene. I aftalen står, at "partierne er enige om, at de danske kampfly fortsat skal operere fra Flyvestation Skrydstrup, der skal ombygges og klargøres til at modtage F35-flyene."

Vi skulle bare bygge nogle flere hangarer

Karup har i forvejen alle Flyvevåbnets helikoptere stående. Derfor mente Torsten Nielsen, at det var oplagt også at placere de nye kampfly her.

- Mange af de helikoptermekanikere, vi har, er uddannet fra Flyvevåbnet, inden de er blevet omskolet til at kunne skrue i helikoptere. Så der ville have været en stor gevinst der. Og så må man også huske, at vi har rigeligt med plads i Karup. Vi skulle bare bygge nogle flere hangarer, og så var det hele klar, siger Torsten Nielsen.

Men giver det ikke meget god mening, at de nye kampfly kommer til den flyvestation, der i forvejen har kampfly?

Det kan man jo sige. Men jeg synes, at den dagsorden, man havde om at samle alle tingene, der passede det meget fint, hvis det kunne blive samlet med helikopterne. Især når mange af de uddannede helikoptermekanikere i forvejen var uddannet til også at skrue i kampfly, siger Torsten Nielsen.

De første kampfly bliver efter planen leveret i 2021. Prisen bliver i alt på 20 milliarder kroner.