Kartoffelmelfabrik præsenterer bedste regnskab nogensinde

Kartoffelhøsten var ringere sidste år, men det smittede ikke af på regnskabet hos Karup Kartoffelmelfabrik.

I regnskabsåret blev der behandlet 454.000 tons kartofler mod sidste års 481.800 tons. Foto: Loic Venance / AFP / Ritzau Scanpix

Sidste sommer blev historisk varm og tør, og det havde negativ indflydelse på kartoffelhøsten, som både gav færre kartofler og dårligt stivelsesindhold. Det skriver Karup Kartoffelmelfabrik i en pressemeddelelse.

Men det kan ikke ses på regnskabet. Kartoffelmelfabrikken har præsteret sit bedste resultat nogensinde.

Læs også Uheldige kartofler: - De har været stressede

- Det skal ses i lyset af, at vi ikke var det eneste land i Europa, der har været ramt af tørken. I andre lande har der været fald på op mod 20 procent. Derfor har der stivelsesmæssigt været en underforsyning, som har gjort at der har været gode priser og god efterspørgsel, siger Vagn Nielsen, direktør i Karup Kartoffelmelfabrik, til landbrugsavisen.dk.

Årets resultat blev på 186 millioner kroner, hvoraf 171 millioner skal udbetales som efterbetaling til fabrikkens avlere.

I regnskabsåret blev der behandlet 454.000 tons kartofler med et gennemsnitligt stivelsesindhold på 17,93 procent mod sidste års 481.800 tons med et stivelsesindhold på 18,62 procent.

På Karup Kartoffelmelfabrik blev der produceret 100.000 tons kartoffelmel, hvilket er et fald på ni procent i forhold til året før, hvor der blev produceret 110.000 tons.

Den store afsætning på trods af de mindre udbytter betyder, at fabrikken har reduceret deres lagerbeholdning.

01:47

Indslag fra 10. september 2018: Thyge Thoustrup fra Holstebro har mistet op til 30 procent af udbyttet i forhold til et normalt år på grund af tørke.

Luk video
04:19

Både fabrikkerne i Karup og Brande skal udvide og søgte i 2017 flere kartoffelleverandører.

Luk video