Kartoffel er ikke længere vores foretrukne grøntsag

Kartoflen har i mange år været den mest solgte grøntsag i Danmark, men nu har tomaten overhalet. Ernæringsekspert mener, der er tale om kulhydratforskrækkelse.

tomat_.jpg

Kartoflen har i mange år nærmest haft status af national-grøntsag, og den lille knoledere grøntsag har været den suv6ærene bestseller blandt grøntsagerne. Men nu har tomaten overhalet kartoflen på omsætning.

Poul Uhre Andersen, der i dag arbejder hos Kvickly i Holstebro, har solgt grøntsager i 39 år. Kartoflen har været den største sællert lige så længe, han kan huske. 

- Vi sælger i øjeblikket ca. 1.4 millioner om året, men det er ikke nok til at blive nummer et længere, siger Poul Uhre Andersen.

I løbet af det seneste par år har omsætningen af tomater slået kartoflen. Tomaten er nu den mest solgte grøntsag i Coops butikker.  

- Vi er blevet kulhydratforskrækkede. Vi er blevet forskrækkede over stivelse. Det vil sige, at det er ris og pasta, og det er så også gået ud over kartoflen, siger klinisk diætist Lone Viggers, som er ernæringschef hos Hospitalsenheden Vest. 

- Vi er tilsyneladende begyndt at spise nogle flere grøntsager, og det er jo dejligt, siger Lone Viggers. 

Spis flere kartofler

Kartoflen er dog ikke faldet helt ud over kanten af danskernes spisebord. Ifølge Coops salgstal har vi seks favoritter blandt grøntsagerne, der slår alle de andre. Tomater, kartofler, agurk, peberfrugt, gulerødder og løg - sådan lyder top 6 over de bedst sælgende grøntsager. Salget af de seks grøntsager overgår langt salget både i værdi og vægt af alle andre grøntsager tilsammen.

- Det er jo godt for tomaterne, men jeg synes vi skal spise nogle flere kartofler. Egentlig er gennemsnitsindtaget af kartofler ikke særlig højt, og det må gerne være højere. Vi må gerne spise omkring 200-250g om dagen, og vi spiser ikke mere end 100g, så vi må gerne spise mange flere kartofler - men det er selvfølgelig de kogte og de bagte kartofler, jeg mener, siger Lone Viggers og anbefaler altså ikke de friturestegte. 

Grafen er baseret på salgstal fra Coops butikker. Tallene er indekserede og viser, at hver gang Coop sælger for 100 kr. tomater, sælges for 97 kr. kartofler, 51 kr. agurker.
Grafen er baseret på salgstal fra Coops butikker. Tallene er indekserede og viser, at hver gang Coop sælger for 100 kr. tomater, sælges for 97 kr. kartofler, 51 kr. agurker.