Kartoffel-avler får bøde for prisfusk

Tidligere formand for kartoffelproducenter dømt for at opfordre til at begrænse udbuddet af kartofler.

Den tidligere formand for Dansk Kartoffelproducent-forening, Birger Jensen fra Nees, har fået en bøde i en sag om prisfusk.

Birger Jensen og foreningen er ved retten i Kolding blevet dømt for forsøg på at holde kartoffelpriserne kunstigt højt oppe. Den tidligere formand fik personligt en bøde på 25.000 kroner, mens foreningen skal betale 500.000 kroner.

Lad kartoflerne blive i jorden

Kartoffelproducent-foreningen opfordrede på et møde i 2009 sine medlemmer til at lade kartoflerne blive i jorden. Prisen på kartofler var meget lav, og producenterne ville derfor begrænse udbuddet for at få priserne til at stige.

Når Biger Jensen også personligt blev trukket i retten, skyldes det, at han repræsenterede foreningen og flere gange gentog opfordringen i medierne. Til TV/MIDT-VEST sagde han blandt andet:

- Vi er simpelthen ude og opfordre til at begrænse markedet... eller begrænse udbuddet.

Den opfordring fik Konkurrencestyrelsen til at melde sagen til Statsadvokaten for Økonomiske Kriminalitet, som senere rejste tiltale i sagen.

Birger Jensen vil ikke kommentere dommen over for TV/MIDT-VEST.