Kapitalfond vil overtage vestjysk virksomhed

Virksomheden BoConcept har modtaget et købstilbud efter flere år med millionunderskud i forretningen.

Møbelkoncernen BoConcept har modtaget et tilbud. Kapitalfonden Layout Bidco har meldt ud, at de ønsker at købe møbelkæden. Det skriver Finans.dk. BoConcept har været igennem en udvikling, hvor man har skåret i omkostninger og tilpasset antallet af butikker. Det har resulteret i, at den danske møbelkoncern har fået vendt forretningen efter en årrække med store millionunderskud.

Nu kan den velkørende koncern dog være ved at blive solgt. Ifølge Finans.dk så har BoConcepts hovedaktionærer, Viggo Mølholm og hans familie, SmallCap Danmark A/S og Kirk & Thorsen A/S, samt en række andre aktionærer og direktionsmedlemmer givet tilsagn om, at de vil acceptere købstilbuddet for samtlige af deres aktier i selskabet.

Bestyrelsen forventer at anbefale aktionærerne i BoConcept at acceptere købstilbuddet, fremgår det.

Layout Bidco vil offentliggøre sit købstilbud på BoConcept, så snart det er godkendt af Finanstilsynet, og inden for fire uger. Det er Boconcept selv, der har været på jagt efter en køber til selskabet.