Kano-ulykke: 25-årig savnet

25-årig mand er fredag forsvundet efter kano-ulykke i Brassø ved Silkeborg. SOK har ledt hele natten - uden held (foto: arkiv).

En 25-årig mand fra Silkeborg-området forsvandt fredag omkring kl. 23 efter en kano-ulykke i Brassø nær Hattenæs ved Silkeborg. Det oplyser Gert Høeg, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den unge mand var sammen med fem kammerater på kanotur. Sent på aftenen var han og én af vennerne sejlet ud for at fiske, og ud af det blå skete ulykken.

- Han er kommet med et udråb, og den forreste i kanoen har vendt sig om og set ham falde bagover ned i vandet. Han har dykket efter ham flere gange, men har ikke kunnet finde ham, fortæller Gert Høeg.

Derfor alarmerede han og vennerne inde på land politiet.

Politiet har med assistance fra SOK, Søværnet Operative Kommando, ledt efter manden natten til lørdag med helikopter og dykkere, men altså uden held.

Lørdag har man taget en mindre helikopter i brug, da det er svært at eftersøge området på grund af tæt bevoksning.