Kandis-Johnny fryder sig over Se og Hør

Den kendte forsanger har været ufrivilligt forsidestof mange gange på det kulørte ugeblad og begræder ikke den verserende skandale.

kandisjohnny.jpg

Johnny Hansen, bedre kendt som Kandis-Johnny, følger skandalen om Se og Hør med en vis interesse.

Mange gange er hans familieliv nemlig blevet gennemgået i Se og Hør, og ofte på en måde, der, ifølge ham selv, har føltes krænkende. Det fortæller han til TV2.dk.

Skrev om konens selvmord

Ugebladet har blandt andet skrevet om sangeren, da hans kone Helle tog sit eget liv tilbage i 2008. Og senest er det hans datter, der angiveligt har været i karambolage med lovens lange arm et par gange, der har måttet stå for skud.

Derfor har Johnny Hansen ikke ondt af bladet, som i disse dage er centrum for en enorm medieskandale. Angiveligt har Se og Hør, via en kilde der arbejdede i Nets, fået adgang til adskillige kendte og kongeliges kreditkortoplysninger. Derved kunne Se og Hør spore de kendtes gøren og laden og for eksempel pludselig dukke op på en ellers fuldstændig hemmeligholdt ferie.

Frydes en smule

- Jeg kan ikke lade være med at frydes en smule. For de har virkelig behandlet mig dårligt. Jeg har jo blandt andet også kørt en retssag mod dem. Men det kan bare ikke betale sig, for med vores retssystem, så koster det flere penge at føre sagen, end man får ud af det i sidste ende. Og derfor kan de skrive, hvad de vil om mig og min familie, siger Johnny Hansen til TV2 Nyhederne.

Hvor vidt Johnny Hansen er en af de danske kendte, hvis kreditkort ugebladet angiveligt i en årrække havde under overvågning gennem kilden i Nets er ikke til at fastslå.