Kan ikke få armene ned: Solfangeranlæg kunne dække helt bys varmeforbrug

Maj slog ikke kun rekorder på soltimer. Et af landets største solfangeranlæg har aldrig før produceret så meget energi.

Jesper Skovhus Andersen er mere end almindeligt tilfreds med årets maj.
Jesper Skovhus Andersen er mere end almindeligt tilfreds med årets maj.
Foto: Svend-Wilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Den bedste måned nogensinde.

Sådan blev maj for solfangeranlægget ved Ringkøbing Fjernvarmeværk. Aldrig før er der blevet produceret mere solenergi på én måned.

Jesper Skovhus Andersen er direktør ved fjernvarmeværket, og for ham betød solen en noget lavere regning på brændstof end sædvanligt, for at kunne forsyne Ringkøbing med varme. Faktisk var endte brændstofregningen med at være historisk lav.

- I hele maj måned har vi faktisk slet ikke haft brug for at indkøbe fossile brændstoffer for at honorere varmebehovet ude i byen. Så vores udgifter til brændsel har været næsten lig nul, fortæller han begejstret.

Varm varmeregning?

I løbet af maj blev der produceret 3000 megawatttimer, og de har aldrig set lignende i solfangeranlæggets otte år lange historie. I løbet af hele sidste år producerede solcelleanlægget i Ringkøbing i alt 12.000 megawatttimer.

Men det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad det kommer til at betyder for kundernes varmeregning.

- Det er svært at sige helt præcist, hvad det kommer til at betyde på nuværende tidspunkt. Men uanset hvad, så gør maj i hvert fald, at vi har produceret mere vedvarende energi, end vi har gjort nogensinde før, og det vil smitte af på varmeregningen i sidste ende, siger Jesper Skovhus Andersen.

Den gamle rekord var fra juli 2013.

1:21