Kamp om lygtepælene

Præcis klokken elleve stod både unge og gamle klar til at erobre de bedste placeringer i landsdelens lygtepæle.

kampomlygtepaelene2.jpg

Både unge og gamle stod allerede med valgplakaterne i hånden, da statsministeren gik på talerstolen i formiddag. For det handlede om at være hurtigst i lygtepælene.

- Lige hvad angår lygtepæle, må de unge være bedst. Det er jo ikke helt optimalt for pensionisterne at ligge og kravle rundt deroppe, sagde Sara Kirstine Hald, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i Silkeborg.

I Videbæk havde Venstres tidligere formand for kredsbestyrelsen i Ringkøbing-Skjern, Tage Møller, travlt med at hænge plakater op af Esben Lunde Larsen. Og han havde ikke tænkt sig at slå op i banen. Tværtimod.

- Det er næsten ligesom en lille cirkushest, der skal ud i savsmuldet. Det er næsten ikke til at lade være. Det er sådan noget, vi ser frem til, sagde Tage Møller, imens han holdte stigen for sin makker.

Og det ér helt afgørende for politikere med de mange frivillige, fortalte Socialdemokraternes Thomas Jensen fra tovet i Silkeborg, mens DSU'erne knoklede løs.

Èt minut efter, at valget var udskrevet, kunne han se sin egen valgplakat på den første lygtepæl.

- Det er alfa omega, at folk smider alt, de har i hænderne og hjælper til, når der bliver udskrevet valg, sagde han.

Også medhjælperne selv var godt tilfredse med indsatsen, da alle plakaterne var på plads.

- Det ser rigtig godt ud. Vi kom som de første og har fået plads i alle lygtepælene. Så det kunne ikke være bedre, sagde Sara Kirstine Hald fra DSU.

1:57
Præcis klokken 11 stod både unge og ældre fodsoldater klar til at hjælpe deres folketingskandidater med at hænge valgplakater op.