Kamp om Lundes stemmer: Venstre frygter stemmespild

Venstre i Ringkøbing-Skjern frygter, at der bliver så hård kamp om de borgerlige stemmer, at partiets lokale kandidat ikke bliver valgt.

Esben Lunde Larsen har efterladt sig et politisk tomrum. Spørgsmålet er, hvordan hans 10.834 stemmer bliver fordelt ved Folketingsvalget. Foto: Claus Bech Andersen/Ritzau Scanpix

Det kommende folketingsvalg kan vise sig at blive en gyser for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Læs også Kenneth Mikkelsen erstatter Esben Lunde som folketingskandidat

Partiets store stemmesluger ved sidste valg, Esben Lunde Larsen, har forladt politik, og der er lagt op til hård kamp om hans 10.834 personlige stemmer.

En af de politikere, der bejler til Lundes vælgere, er Kristendemokraternes Kristian Andersen fra Tarm.

Han er viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Kristendemokraterne ved kommunalvalget i 2017 gik fra tre til seks mandater. 

Nu frygter Venstre-folkene så, at deres nye folketingskandidat Kenneth Mikkelsen ikke bliver valgt.

- Det kan jo ske det, at de borgerlige stemmer bliver delt mellem Kristian Andersen og Kenneth Mikkelsen, så der ikke bliver nogen valgt fra Ringkøbing-Skjern Kommune, siger Venstres kommuneformand, Hans Christian Tylvad.

Kenneth Mikkelsen ønsker ikke selv at kommentere situationen over for TV MIDTVEST.

Kristendemokraten Kristian Andersen tror fuldt ud på sin chance. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Det vil Kristian Andersen til gengæld gerne. Selv om Kristendemokraterne ligger under spærregrænsen, tror han fuldt ud på, at det er muligt at blive valgt til Folketinget via et kredsmandat.

- Jeg er fuld af optimisme og tror rent faktisk, at vi kan få et kredsmandat, og det kan få et eller to tillægsmandater med sig, siger Kristian Andersen.

Venstre fik i 2015 fem folketingsmedlemmer i den vestjyske storkreds, og man kan også forestille sig, at stærke navne som Kristian Jensen og Inger Støjberg vil tage nogle af Esben Lundes vælgere. Det kan også være medvirkende til et svært valg for Kenneth Mikkelsen.

Kristian Andersen vælger dog at se på sagen med en lidt anden indgangsvinkel.

- Det at Kristendemokraterne kommer op på de 18.000 stemmer, som et kredsmandat kræver - det kan være Lars Løkkes chance for at blive ved regeringsmagten, siger han.

Der skal senest være valg til Folketinget den 17. juni.

02:28

Kampen om Esben Lundes stemmer - se indslaget her. 

Luk video