Kajakroer kæntrede i Limfjorden – blev spottet af opmærksom færgefører

​Det var meget tæt på at gå galt i fredags.

Petúr Hammer var på vej over Limfjorden, da han spottede den kæntrede roer.
Petúr Hammer var på vej over Limfjorden, da han spottede den kæntrede roer.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

I fredags blev en kajakroer i havsnød reddet i Limfjorden.

Færgefører Petúr Hammer var ude på ruten Hvalpsund-Sundsøre, og han havde holdt øje med kajakroeren, der var kommet ud i stiv kuling.

- Hvordan det kunne ske, at en voksen mand var taget ud i sådan et vejr, det fattede jeg bare ikke, siger han.

Til sidst kunne han ikke længere se kajakroeren. Men kort efter kom der syn for sagen, og Petúr Hammer fandt ud af, at kajakken var kæntret. Han slog straks alarm til styrmanden over højtaleren.

- Så spurgte jeg passagererne, om de ville være behjælpelige, og det var der gudskelov nogen, der var.

Færgen var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Færgen var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Han har kæmpet for sit liv

En af de passagerer, der var med på den dramatiske aften, var Kenneth Jensen. Han var ikke i tvivl om, at manden i kajakken havde brug for hjælp.

- Han har kæmpet for sit liv derude. Det har han. Han havde fået kajakken i hovedet flere gange fortæller han.

Han hev sammen med styrmanden den ret forkomne roer op af vandet. Det var også Kenneth Jensen, der fik manden ind på havnekontoret, da færgen lagde til havn.

- Det er en lettelse at få en mand op og så se, at der er liv i ham. Han kunne stå oprejst, fortæller han.

Kenneth Jensen var en af de passagerer, der hurtigt trådte til for at hjælpe.
Kenneth Jensen var en af de passagerer, der hurtigt trådte til for at hjælpe.
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Blev hurtigt varmet op

På havnekontoret kom manden i bad, mens der blev lavet god varm kaffe til ham. Han var meget rystet og træt, beretter havnemedhjælper Bendt Kristiansen.

Kajakroeren blev efterfølgende hentet af sin kone, men oplevelsen sidder stadig dybt i de involverede.

- Det kunne være rart at vide, hvordan manden har det nu, fortæller Kenneth Jensen.

Det er færgeføreren enig i.

- Det er svært, når man ikke ved hvem det er. Vi kan ikke henvende os til nogen, siger Petúr Hammer.

Hele redningsaktionen tog fire minutter.

1:46