Kaj Munks møbler vender hjem

Kaj Munks møbler vender hjem

Kaj Munks familie har efter flere års strid valgt at overdrage digterpræstens møbler til Præstegården i Vedersø.

Kaj Munks møbler er nu endelig på vej hjem til Præstegården i Vedersø.

Gennem flere år så det ellers ud til at møblerne aldrig ville komme tilbage til digterpræstens hjem.

Kaj Munks nu afdøde søn, Arne Munk, nægtede nemlig at udlevere de oprindelige møbler, fordi han var utilfreds med den måde, hans far blev fremstillet på af medier og forskere.

Men nu har den øvrige familie alligevel valgt at overdrage møbler og andre effekter til den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø.

 - Det er en stor lettelse og en stor glæde, fortæller Kaj Munks barnebarn Arense Lund.

Det er blandt andet møbler fra "Stærekassen", der fungerede som Kaj Munks sidste arbejdsværelse, som nu vender tilbage til deres oprindelige placering.

 - Møblerne har en stor betydning, da det er i Stærekassen, han har skrevet langt de fleste af de dramaer, prædikener og artikler, som vi kender Kaj Munk for i dag, siger Lisbeth Lunde Lauridsen, der er daglig leder af Kaj Munks Præstegård.

D. 4. maj bliver møblerne officielt overdraget til Præstegården ved et stort arrangement, hvor blandt andre tidligere Kulturminister Per Stig Møller vil holde tale.

 

02:03 Luk video