Kærestepar dømt i grov voldssag

Et kærestepar fra Struer er blevet dømt i en sag om grov vold, frihedsberøvelse og trusler.

Ny ret, Holstebro, skilt.jpg
Foto: arkivfoto

En 25-årig kvinde og 33-årig mand fra Struer er blevet dømt i sag om grov vold. Natten til den 26. august afstraffede de sammen en fælles bekendt i kvindens lejlighed.

Parret havde bedt den bekendte om at komme over i lejligheden, fordi kvinden var i tvivl om, om han havde misbrugt hende natten forinden. Det ville de gerne have afklaret, men da manden ankom til lejligheden blev han overfaldet med en kølle og en svensknøgle.

I løbet af den næste time til halvanden blev offeret slået, stukket med en kniv og tvunget til at lave en video, hvor han indrømte at have voldtaget kvinden. Den dømte 33-årig truede med at offentliggøre videoen, hvis offeret anmeldte voldsepisoden.

Manden var i livsfare, da parret sendte ham hjem med besked om at ringe til alarmcentralen og fortælle, at han var blevet overfaldet af en gruppe fremmede. Her fortalte offeret i stedet navnene på de to dømte.

Alle tre er kendte i misbrugsmiljøet i Struer, og de to gerningsmænd var påvirket under overfaldet.

Kvinden, som hedder Nina Meiniche Simonsen, blev mandag idømt 1 år og 3 måneder fængsel for vold, tvang og frihedsberøvelse. Manden, Mikkel Kjær Christoffersen, blev dømt for det samme, men han fik dog 1 år og 9 måneder, idet han også har truet offeret til ikke at anmelde overfaldet.

Begge har erkendt sig skyldige, men har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.