Kæntrede på Middelhavet: Flygtningbørn skal overkomme vandskræk

Berivan Mohamad Mosas døtre har vandskræk, efter deres båd kæntrede på Middelhavet. Nu skal et vandskræks-program i Viborg Kommune få dem til at overkomme frygten.

Svømmehal bådflygtninge
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

For to et halvt år siden flygtede syriske Berivan Mohamad Mosa til Danmark sammen med sine tre døtre. Bag sig havde familien en traumatisk oplevelse i en båd på vej mod Europa, og det har resulteret i vandskræk for døtrene på 4, 7 og 8 år.

- Når vi tager til havet her i Danmark, bliver pigerne bange, og når deres skole tager dem med i svømmehallen, bliver de bange. Når de er på badeværelset, bliver de også bange, fortæller Berivan Mohamad Mosa om sine døtres vandskræk.

Hun ville gøre op med frygten, og derfor tog hun kontakt til Viborg Kommunes fritidsvejleder, Chandra Larsen. Sammen fik de iværksat et vandtilvænningsprogram.

- For den her familie handler det meget om alt det sociale, de oplever i Bjerringbro. Klassekammerater inviterer måske på svømmehalsture, og nogle gange skal de måske hen og bade i søen, og det har de været afskåret fra, siger Chandra Larsen.

Kan hindre integration

Berivan Mohmmad Mosas døtre har god grund til at være bange. Da de for to et halvt år siden tog turen over fra Syrien over Middelhavet i jagten på et bedre liv i Europa, kæntrede det overbefolkede skib, de sejlede med. Heldigvis blev de alle reddet, men oplevelsen har sat sine spor i døtrene.

- Det var en skrækkelig tur. Mine piger var meget bange i vandet, og jeg vil have, at de kommer af med den frygt, siger Berivan Mohammad Mosa.

At døtrene med deres vandskræk er afskåret fra sociale sammenhænge, kan være en udfordring for integrationen. Derfor er svømmetræningen vigtig, og det er det helt basale, der skal på plads på kurset.

- Det er vandskræks-teknikker, for eksempel at puste i vand og lege rigtig meget med børn, fordi de skal indse, at der ikke er noget farligt ved det, siger Benjamin Larsen, livredder i Viborg Svømmehal.

Forsøget med vandtilvænningstræning varer i første omgang i fire uger, og det er specielt til familien Mosa. Viborg Kommune regner dog med at udvide og forlænge projektet.

- Der er allerede andre familier, der har budt sig på banen, som rigtig godt kunne tænke sig at være en del af det her, siger Chandra Larsen, fritidsvejleder i Viborg Kommune.

1:58
For to et halvt år siden flygtede Berivan Mohamad  Mosa til Danmark sammen med sine tre børn. Bag sig havde familien en traumatisk oplevelse i en båd på vej mod europa. Det har resulteret i vandskræk for familien, men den skræk vil de gøre op med i Viborg.