Kæmper med tåbeligt parkeringscirkus

En række parkeringsregler i Thisted Kommune har fået lokale og turister op i det røde felt. Selv politikerne har svært ved at forstå meningen med de regler, de selv har fået indført.

tttttt.jpg

Artikelbilledet viser umiddelbart fire mere eller mindre almindelige parkering foran et hus i Klitmøller - men tre ud af de fire er faktisk ulovlige.

- Én bøde til mig og flere til vores gæster er det blevet til, siger Andree Gothe, der bor i Klitmøller.

Thisted Kommunes nye parkeringsregler siger, at man maksimalt må parkere med to hjul på fortorvet.

- Det kan ikke være rigtigt. Det er den eneste fornuftige måde at parkere på her i området - og så er det forbudt, siger Andree Gothe.

Og faktisk er en af de politikere, der har været med til at indføre reglerne, enig.

- Ja, fuldstændig. Det er en tåbelig, utilsigtet skiltning, vi har fået foretaget her, siger Kaj Kirk, der er formand for teknisk udvalg i Thisted Kommune.

Ingen natteparkering

Men reglerne stopper ikke her - for mellem klokken 22 om aftenen og klokken 7 om morgenen må man slet ikke parkere på offentlige områder i byen.

- Det er det allerværste jo. Alle vores familiefester er nødt til at slutte klokken 22, siger Andree Gothe.

Udvalgsformanden vil nu kigge på problemet.

- Jamen allerede på mandag der ta'r jeg et m'øde med vejformanden. Og så finder vi ud af, om vi piller de skilte ned, der er her, eller om vi i hast sætter tillægsskilte op. Som det er nu, er det ikke godt nok - det er en ommer, siger Kaj Kirk.

1:57
I Klitmøller er folk godt og grundigt trætte af kommunens parkeringsregler, der giver masser af bøder