Kæmper for dyrskue i Aulum

Kæmper for dyrskue i Aulum

I mere end 100 år har der været dyrskue i Aulum, men nu er det slut. Arrangørerne har trukket sig.

Dyrskuet i Aulum er fortid - og da dén nyhed nåede byrødderne, blev der straks kaldt til kamp. Der har ellers været dyrskue i Aulum siden 1907, men arrangørerne bag det store skue meddelte i sidste uge, at det lukker.

- Det, synes jeg da, er meget ærgerligt. Både fordi, det er en god dag at være her som landmand, men også for hyggens skyld. Så det er ærgerligt for byen, siger Jens Kristian Nielsen, der har været en del af dyrskuet, siden han var barn.

Den varslede lukning har gjort flere af borgerne så frustrerede, at de torsdag aften har indkaldt til borgermøde. Målet er at redde den begivenhed, der er byens helt store samlingspunkt.

- Der skal være en ordentlig årsag til, at det koster nogle penge, og der må jeg nok sige, at udgiften er blevet lidt for stor i forhold til de besøgende, vi kan køre igennem tælleapparatet, siger arrangør Jørgen Poulsen.

Alligevel er der optimisme inden mødet i Aulum torsdag aften.

- Jeg tror, at vi i fællesskab sagtens kan få det her til at køre, siger Jens Kristian Nielsen.

Dyrskuet i Aulum har i de seneste år haft omkring 7000 besøgende.

03:36 Luk video