Kæmpe mink-dusør

Kæmpe mink-dusør

Dansk Pelsdyravlerforening er klar med en dusør på en halv million kroner for oplysninger, der kan føre til opklaring af de seneste aktioner mod minkfarme.

- Det er en stor dusør, men det er også et ret voldsomt problem. De her avlere føler et stort menneskeligt pres, og dertil kommer generne over for de dyr, man skader, og den omkringværende natur, der udsættes for en faunaforurening af dimensioner, når de her aktioner udføres, siger kommunikationschef Sander Jacobsen fra Dansk Pelsdyravlerforening til Jylland-Posten.

En lokal minkavler er glad for nyheden om dusøren.

- Jeg bakker fuldstændig den beslutning op. Vi har været meget ramt den seneste tid, og jeg er glad for beslutningen om dusøren. Jeg håber, at det vil betyde, at oplysninger vil komme frem, siger Svend Ove Hamburger til TV/MIDT-VEST.

Håber på gennembrud

For at få fingre i den halve million skal man kontakte politiet med information, der kan føre til et gennembrud i sagen om minkfarmene.

- Vi håber, at folk vil ringe ind til politiet og komme med nogle informationer, der kan føre til, at man kan få hul på efterforskningen for alvor. Det kan for eksempel være, hvis man har nogle identificérbare observationer om nogle biler eller nogle tips fra folk, der færdes i aktivistmiljøer, hvor dette udspringer fra, siger Sander Jacobsen til jyllandsposten.dk.

Dansk Pelsdyravlerforening har appelleret til TV 2 om at hjælpe politiet med at opklare angrebene på minkfarmene. Politiet har nedsat en særlig gruppe, som efterforsker hele sagskomplekset.

Vi følger historien løbende.