Kæmpe lyngbrand slukket

Kæmpe lyngbrand slukket

Det tog beredskabsstyrelsen og brandfolk en hel nat at få kontrol over en kæmpe lyngbrand i Thy. Fredag formiddag er det sidste slukningsarbejde ígang.

Fredag morgen er det sidste slukningsarbejde igang, efter at en lyngbrand torsdag eftermiddag brød ud mellem Lyngby og Stenbjerg i Thy. Skov og naturstyrelsen og fire personer fra beredskabsstyrelsen er på stedet.  

- I øjeblikket ryger det fra nogle enkelte tuer i området. Det er det, vi prøver at slukke nu her, siger beredskabschef fra Thisted kommune Søren Funder Larsen til tvmidtvest.dk.  

Da ilden var på sit højeste var 100 brandfolk på stedet. 20 af dem blev der natten ud. Det lykkedes at forhindre ilden i at brede sig til de omkringliggende sommerhuse.

- Ilden nåede at komme meget tæt på 20-25 af sommerhusene. Enkelte brædder brændte i en jagthytte, men ellers nåede vi at slukke ilden, inden den fik fat, siger Søren Funder Larsen.

Han forventer, at ilden er helt slukket fredag over middag.