Kæmpe loppemarkedshal i Viborg holder åbningsfest

De loppeglade købere kan nu se frem til at boltre sig på et nyt 1200 m2 loppemarked i Viborg.

1:12
Jesper Petersen, der er direktør for Guld & Rod, fortæller om konceptet.

I dag byder Guld & Rod befolkningen velkommen ind i deres 1200 m2 nye loppemarkedshal i Viborg.

-Vi inviterer alle på en rundtur i butikken. Der er gratis pølser, øl og sodavand til alle, sådan lyder invitationen fra Jesper Petersen, der er direktør for Guld & Rod.

Konceptet bag loppemarkedet er, at alle, der har lyst, kan leje en stand og sælge deres ting, men det stopper ikke der. Guld & Rod bygger på, at sælger ikke selv behøver at stå i butikken og sælge sine ting.

I stedet vil personalet stå for salget. Sælger kan så selv vælge at bestemme priserne, og når noget bliver solgt, bliver pengene sendt via MobilePay til sælger.

Det koster 150 kr. at låne en stand i en uge, og 15% af salget går til Guld og Rod.

- I dag er det meget trendy, at man bruger ting igen. Både for miljøet, men også for at man dekorerer sit hjem med ting, der er brugte. Hvis man ser TV eller følger lidt med, så ved man godt, at det er helt ok at bruge brugte ting, siger Jesper Petersen om hans idé til konceptet.

Den nye loppemarkedshal er den fjerde butik, Jesper Petersen åbner. Dermed har Guld & Rod nu fire butikker i Aalborg, Hjørring, Ringkøbing og Viborg. 

Åbningsfesten finder sted i lokalerne på livøvej 11 B og fortsætter til og med i morgen.