Kæmpe kunstgave til museum i Silkeborg

Per Kirkeby forærer sit store arkiv til Museum Jorn i Silkeborg. - En storslået gave. Vi er glade og ydmyge, siger museets direktør.

Kirkeby-samlingen omfatter mange tusinde genstande - blandt typografiske værker, dagbøger og skulpturer.
Kirkeby-samlingen omfatter mange tusinde genstande - blandt typografiske værker, dagbøger og skulpturer.
Foto: Museum Jorn

En af Danmarks mest betydningsfulde kunstnere, Per Kirkeby, har sammen med Aros Aarhus Kunstmuseum besluttet at donere sit meget omfattende arkiv til Museum Jorn i Silkeborg.

Arkivet, der nu skal gøres tilgængeligt for forskere og publikum, omfatter mange tusinde genstande - blandt andet flere tusinde typografiske værker, hundredvis af skitsebøger, dagbøger og skulpturer.

- Per Kirkeby-arkivet er et monument i europæisk kunst og vil bidrage til at bevare fokus på Museum Jorn mange år fremover. Vi er stolte og ydmyge over at have modtaget så storslået en gave, siger direktør for Museum Jorn, Jacob Thage, i en pressemeddelelse.

Ingen ligegyldigheder i hans kunst

Per Kirkeby blev født i 1938 og er en landets mest anerkendte og produktive kunstnere. Ud over billedkunstner kan han skrive digter, filmmager, billedhugger og geolog på sit cv.

Professor Thomas Bo Jensen fra Arkitektskolen i Aarhus, har gennem flere år arbejdet på en bog om Kirkebys arkitektur. Han er begejstret for, at samlingen nu flyttes til Silkeborg.

- Der er ingen ligegyldigheder i Per Kirkeby Arkivet. Per har været ekstremt produktiv og nu er det hele samlet ét sted i verden. Forskere kan nu opsøge ét sted og udforske de mange forskellige elementer af kunstnerens værk og proces. Man kan besøge Louisiana og opleve store malerier, men for at komme bag værkerne af Danmarks vigtigste nulevende kunstner er man nu nødt til at tage til Museum Jorn i Silkeborg, siger han i pressemeddelelsen fra Museum Jorn.

Publikum kan se arkivet på Museum Jorn fra i morgen onsdag.

Per Kirkeby sammen med kronprins Frederik i 2012.
Per Kirkeby sammen med kronprins Frederik i 2012.
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
1:42