Jyske Bank overtager ansatte

Jyske Bank overtager ikke alene kunderne i den krakkede Fjordbank Mors.

Fjordbank_Mors.jpg

Det er ikke alene 47.000 kunder som følger med i handlen, når Jyske Bank køber en stor andel af den krakkede Fjordbank Mors.

Også den krakkede banks lokaler i Algade i Nykøbing og 35 medarbejdere følger med i handlen.Det oplyser Finansiel Stabilitet i en pressemeddelese. Finansiel Stabilitet, der er statens skraldespandsselskab for banker, har håndteret de mange bankkunders forretninger siden Fjordbank Mors krakkede den 26. juni i år.

De 47.000 kunder har et samlet udlån på 2,7 mia. kr. og et indlån på 3,7 mia. kr.

Glade for aftale er på plads

- Vi er glade for den aftale, vi i dag har indgået med Jyske Bank, som sikrer alle private kunder og langt de fleste erhvervskunder en varig bankforbindelse, siger Henning Kruse Petersen, der er bestyrelsesformand i Finansiel Stabilitet og han fortsætter:

-Nu kan vi i Finansiel Stabilitet og Fjordbank Mors koncentrere os om at sikre en fornuftig afvikling af de aktiviteter, der er tilbage i banken.

200 kunder tilbage

Tilbage i den krakkede bank er nu omkring 200 store kundeforhold med et samlet bruttoudlån på 5,5 milliarder kroner. Halvdelen af disse kunder kommer ikke fra lokalområdet omkring Mors.