Jyske Bank dropper Swipp

Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg følger trop med Nordea og vender ryggen til betalingssystemet Swipp.

Foto: Arkiv

Det ser for alvor ud til at Danske Banks Mobilepay har vundet kampen om at blive danskernes foretrukne leverandør af mobilbetalinger. For cirka to uger siden meldte Nordea sig ud af betalingssystemet. Nu vil Jyske Bank også ud. 
    
- Jyske Bank har besluttet at udtræde af Swipp-samarbejdet med 11 måneders varsel i henhold til aftalegrundlaget.
    
- Jyske Bank vil forholde sig forretningsmæssigt og konstruktivt til forslag om Swipps fremtid, som selskabets bestyrelse måtte fremkomme med i opsigelsesperioden.
    
Sådan hedder det i den pressemeddelelse, som er udsendt i forbindelse med bankens regnskab for tredje kvartal.
    
Hos Swipp tager man Jyske Banks beslutning til efterretning, selv om man ærgrer sig.
    
- Både Jyske Bank og Nordea har været fuldt orienteret om arbejdet med at afsøge Swipps strategiske muligheder, og bestyrelsen havde naturligvis gerne set, at begge banker havde valgt fortsat at deltage aktivt i den strategiske udvikling, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
    
Oprindeligt forsøgte bankerne at opfinde et nyt mobilbetalingssystem i fællesskab. Men Danske Bank brød ud af samarbejdet og lancerede sin egen løsning, Mobilepay.
    
De øvrige banker gik sammen om Swipp, der i modsætning til Mobilepay ikke baserer sig på betalingskort, men derimod overførsler fra konto til konto.
    
Dermed undgår man at skulle betale gebyr til Nets eller de andre selskaber, der administrerer betalingskortene.
    
Til gengæld er det ikke muligt at sende penge til kunder i de banker, der ikke er med i samarbejdet, sådan som man kan via Mobilepay.
    
I dag har Mobilepay over tre millioner brugere, mens Swipp kun har omkring 900.000 brugere.
    
/ritzau/