Jyske Bank Boxen får VM-finalen i herrehåndbold

Spillestederne for VM i herrehåndbold er i dag blevet offentliggjort, og de jyske håndboldfans kan se frem til at se tophåndbold i Jyske Bank Boxen.

Mikkel Hansen jubler, efter at have sikret Danmark EM-guld i Serbien. I 2019 kan jublen måske bryde ud i Jyske Bank Boxen, hvor VM-finalen afholdes.
Mikkel Hansen jubler, efter at have sikret Danmark EM-guld i Serbien. I 2019 kan jublen måske bryde ud i Jyske Bank Boxen, hvor VM-finalen afholdes.
Foto: Scanpix / Claus Fisker

Hvis de danske håndboldherrer går hele vejen til finalen i VM i 2019, så kan de sikre sig deres første VM-titel på hjemmebane i Jyske Bank Boxen. Her bliver finalen spillet den 27. januar.

VM i herrehåndbold bliver delt mellem Danmark og Tyskland, og i Danmark lægger Royal Arena i København også halgulv til VM-håndbold. Det kunne Dansk Håndboldforbund i dag offentliggøre. Derudover bliver der spillet kampe i fire tyske haller.  

TV MIDTVEST erfarer desuden, at alle Danmarks puljekampe pånær åbningskampen bliver spillet i Jyske Bank Boxen. 

Begejstring i Herning

Det er til stor glæde hos borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup, at der igen kommer håndbold i verdensklasse til byen. 

- Vi glæder os utroligt meget til igen at være hjemmebane for det danske herre-håndboldlandshold. Jeg er slet ikke i tvivl om, at publikum i Jyske Bank Boxen vil bakke massivt op om herrerne, siger borgmesteren til Dansk Håndboldforbund. 

VM i herrehåndbold afholdes fra den 10.-27. januar.