Jysk når 25 milliarder kroner i omsætning og 2500 butikker

Erhvervsmanden Lars Larsens butikskæde vokser og har nu mere end 2500 over hele verden.

Det går rigtigt godt for Lars Larsen.
Det går rigtigt godt for Lars Larsen.
Foto: Scanpix/ Henning Bagger

Der blev solgt meget sengetøj, håndklæder og møbler i det forgangne regnskabsår i erhvervsmanden Lars Larsens detailkæde Jysk.
    
Jysk Group omsatte for knap 25 milliarder kroner i regnskabsåret 2016/2017. Det gav et resultat før skat på 3,2 milliarder kroner. Begge poster er en forbedring fra sidste regnskabsår. Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.

Lars Larsen, som er ejer og bestyrelsesformand i Jysk Group, peger på de ansattes indsats om en afgørende faktor.
    
- Jeg er meget tilfreds med resultatet og den store indsats fra de ansatte i Jysk. De har jo den største del af æren for det gode resultat. Samtidig glæder jeg mig over, at Jysk har været i stand til at øge antallet af kunder i vores butikker markant, siger han.

- Det bekræfter, at der stadig er et stort behov for fysiske butikker og personlig kundeservice i fremtiden, selv om e-handlen fortsat stiger, tilføjer han i meddelelsen.

Jysk levede op til ejerens ambition om at åbne mindst 100 nye butikker i løbet af regnskabsåret. Heraf åbnede Jysk for første gang i fem lande - Belgien, Hviderusland, Moldova, Georgien og Tajikistan.
    
Med de seneste åbninger er Jysk nået op på mere end 2500 butikker og 22.000 ansatte fordelt i 49 lande.
    
Men Lars Larsens ambitioner er endnu større.
    
- Jeg er stolt over, at Jysk nu har mere end 2500 butikker, men det betyder langtfra, at vi er i mål. Vi skal hele tiden vokse og blive større, og næste langsigtede mål er en fordobling til 5000 butikker på verdensplan, siger han.
    
Irland og Chile er blandt de nye lande, der får en Jysk-butik i løbet af det kommende år.
    
/ritzau/