Jutland Meat går konkurs

Slagterivirksomheden Jutland Meat i Struer er gået konkurs, og de 230 medarbejdere er sendt hjem

130208JutlandMeat3.jpg

Konkursen kommer efter to dage med vedholdende rygter blandt slagteriets leverandører om dårlig økonomi hos Jutland Meat, fordi flere ikke havde fået betaling for deres svin.

Fredag eftermiddag blev medarbejderne indkaldt til møde. En medarbejder fortæller til TV/MIDT-VEST, at alle ansatte har fået løn, men at de nu er blevet sendt hjem.

Af et brev til medarbejderne fremgår det, at Skifteretten har taget Jutland Meat under konkursbehandling og udpeget en kurator.

- Det er en trist nyhed for medarbejderne. Vi håber, at der kan ske en form for rekonstruktion, men jeg tror at chancen er meget lille, siger Steen Hatmann Nielsen, formand for slagteriarbejdernes fagforening NNF Midt-Vestjylland.

Leverandører har penge i klemme

Mens de ansatte har fået deres løn, ser det tilsyneladende værre ud for de landmænd, der har leveret svin til slagteriet. TV/MIDT-VEST har talt med en landmand, der har 500.000 kroner til gode hos Jutland Meat.

Jutland Meat er den andenstørste virksomhed i Struer Kommune.