Justitsminister: Voldtægtsmand kan ikke udvises

Den unge somalier, der voldtog en 10-årig pige, kan ikke udvises af Danmark. Det slog justitsministeren i dag fast på et samråd.

Samraad.jpg

Den 18-årige Ahmed Omar Mohamed kan ikke udvises af Danmark.

Det slog Justitsminister Morten Bødskov (S) i dag fast, da han var kaldt i samråd i udvalget for udlændinge- og integrationspolitik.

- Regeringens holdning er meget klar. Begår man alvorlig kriminalitet i Danmark, så skal man ud, og det kan ikke gå hurtig nok. Men det er også klart, at vi skal overholde vores internationale forpligtelser, som vi har underskrevet, siger Morten Bødskov (S).

Betinget udvisning af Danmark

Årsagen, til at justitsministeren var indkaldt til samrådet, er, at Vestre Landsret i juni valgte at gøre udvisningen af Ahmed Omar Mohamed betinget.

Det betyder, at hvis han ikke begår kriminalitet to år efter løsladelsen, må han dermed blive i Danmark.

Venstre er uforstående

Venstres Inger Støjberg undrer sig over, at den 18-årige ikke kan udvises.

- Hvis ikke man kan udvise en udlænding uden dansk statsborgerskab, der har voldtaget en 10-årig pige, så ved jeg simpelthen ikke, hvem der kan udvises, siger Inger Støjberg og fortsætter:

- Det er underligt, at man for eksempel i Storbritannien kan udvise udlændige, som har begået kriminalitet af den her slags. og det var det, vi prøvede at bore i dag. Desuden forsøgte vi at få en tilkendegivelse fra Morten Bødskov om, han ville arbejde i den retning fremover, men vi kunne overhovedet ikke komme til orde.

Hør Inger Støjbergs reaktion efter dagens samråd her:

1:38
Inger Stoejberg

Hør justitsminister Morten Bødskovs reaktion efter dagens samråd her:

0:55
Justitsminister Morten Boedskov