Just Eat: Midt- og Vestjyderne foretrækker pizza

Take-away hjemmesiden justEat.dk har lavet en opgørelse, som viser at de Midt- og Vestjyske kunders foretrukne bestillingsmad er pizza.

25-03-09pizza.jpg

Det er fortrinsvis pizza, der bliver bestilt, når midt- og vestjyderne dropper madlavningen, går på nettet og bestiller aftensmaden udefra.

En opgørelse fra Danmarks største madbestillingsportal justeat.dk viser, at kunderne både i Herning, Holstebro, Thisted, Viborg og Skive oftest bestiller pizza.

På anden pladsen kommer grillmad og grillretter. Først på 3. pladsen begynder uenigheden, hvor Skive-, Herning- og Thisted-brugerne foretrækker en burger, imens Holstebroerne og Viborggenserne hellere vil have en durum.

Tidlig aftensmad

Opgørelsen, der er landsdækkende viser også at justEat-kunderne i Ikast og Thisted er dem, som bestiller takeaway-maden tidligst. I de to byer bestiller flest kunder maden, så den er færdig kl. 17. På landsplan er det oftest kvinder, der bestiller maden. Men blandt de midt- og vestjyske brugere er det kun i Viborg, at kvinderne er de hyppigste madbestillere.

I de større byer som Aarhus og København ligger Sushi i top tre blandt de bestilte måltider, mens den rå fiskespise end ikke ligger i top fem i de midt- og vestjyske byer.