Juniormålmand holder igen buret rent for Herning

Georg Sørensen præsterede for fjerde gang i sæsonen at holde målet rent for Blue Fox.

Herning Blue Fox-jubel_0.jpg

Der var ingen over og ingen ved siden af Blue Fox' Georg Sørensen i fredagens hjemmekamp mod Esbjerg Energy. Den 18-årige målmand reddede alle gæsternes 28 skud mod mål og var dermed stærkt medvirkende til, at Blue Fox slog Esbjerg Energy 5-0.

Det var fjerde gang i sæsonen, at det lykkedes for Sørensen at holde buret rent, og dermed var han medvirkende til at befæste herningensernes andenplads i ligaen.

Den 18-årige Herning-keeper ser ud til at være fremtidens mand, både for sin klub og for landsholdet. Da Danmarks U20-landshold i ishockey tidligere på måneden kvalificerede sig til A-gruppen næste år, var målmand Georg Sørensen en af holdets bedste spillere.

Afstanden til Sønderjyske på førstepladsen er dog uændret på otte point. Sønderjyderne vandt hjemme 5-3 over Odense Bulldogs, der reducerede to gange i tredje periode uden rigtigt at skabe spænding om resultatet.