Ny butik i Vorupør: Julie går til kamp mod plastikforureningen

Plastikaffald fra vestkysten bliver forvandlet til brugskunst og solgt fra butikken STRANDET.Lab.

Julie Müller er stifter og ejer af virksomheden Strandet. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Hvert år skyller 1000 tons plastik ind på den jyske vestkyst.

Det er så enorme mængder, at det kan synes uoverskueligt at gøre noget ved problemet.

Men sådan har Julie Müller det langt fra. 

Lørdag åbnede hun en ny butik i Vorupør, og varerne på hylderne er lavet af plastic, der er samlet op på stranden i Thy og smeltet om.

- Man bliver jo lidt ulykkelig af at se al den plast, der ligger på stranden og i havet. Og så tænkte jeg, at det skulle vi prøve at gøre noget ved, siger hun.

Der er altid rigeligt at komme efter, når Julie samler plastikaffald på stranden. Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Julie Müller er stifter og ejer af virksomheden Strandet, der arbejder på at holde vestkysten fri for plastik og sætte fokus på forureningen både lokalt og globalt. Og butikken STRANDET.Lab er et led i den indsats.

Butikkens varesortiment består i første omgang af et mobilcover og en nøglering. Men ambitionerne stopper ikke der.

- På sigt vil vi gerne have nogen til at lave noget lidt mere avanceret design, så vi får lidt forskellige produkter. Det kan være alt fra møbler til inventar, fortæller hun.

01:57

Se indslag om Julie Müllers nye butik her.

Luk video

Læs også Nikolajs idé får lystfiskere til at samle plastik i naturen