Rekord på vej: Pakkeposten har virkelig travlt i år

Når du åbner dine julegaver senere på måneden, er der stor chance for, at de er købt på nettet.

Pakkepost
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Endnu en gang slår december rekord - PostNord har aldrig omdelt så mange pakker i julemåneden som i år.

En ny undersøgelse foretaget af Gallup for PostNord har undersøgt midtjydernes indkøbsvaner i juletiden, og her viser sig et tydeligt billede af en landsdel, der har taget onlineshopping til sig.

59 procent af midtjyderne svarer, at de regner med at købe julegaver på nettet i år, og 15 procent svarer desuden, at de vil købe flere gaver på nettet i forhold til, hvad de gjorde sidste år.

Mænd og kvinder køber forskelligt

Der er forskel på, hvad mænd og kvinder ligger i indkøbskurven, når de handler online. Når mændene klikker gaverne hjem, er det primært elektronik og legetøj, der er populært. Kvinderne køber derimod hellere bøger og tøj på nettet.

Der er ifølge undersøgelsen tre tungtvejende grunde til, at webbutikkerne ofte vinder over de fysiske butikker.
57 procent af de adspurgte svarer, at de bruger nettet til julegaveindkøb, fordi det betyder, at de kan handle, når det passer dem. 55 procent angiver desuden, at webshopping er nemt og tidsbesparende. Slutteligt svarer 40 procent, at det er billigere at handle på nettet.