Juleøllen gav travlhed hos politiet

Fredag kom årets juleøl i handlen, og traditionen tro gav den travlhed hos politiet.

071115Jdag.jpg

Mange mennesker har fredag aften og natten til lørdag fejret årets julebryg rundt om i landsdelen. Som altid gav det travlhed hos politiet.

- Vi har haft travlt. Der er mange glade mennesker, men også nogle, der ikke kan styre det. Sådan er det altid, siger Allan Riis, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Her i landsdelen anholdt politiet 6 personer - alle på grund overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, det vil sige truende adfærd, beruselse og det, der beskrives som værtshusbøvl.

- Det er ikke sikkert, alle anholdelserne er på grund af J-dag, men det har sandsynligvis haft en indflydelse på antallet, siger Allan Riis.

Ingen af tilfældene var rigtigt alvorlige.