Julefilm skal lokke turister til Viborg

I dag har den nye julefilm om Emma & Julemanden gallapremiere i Viborg. Kommunen håber, at den kan være med til at lokke turister til byen.

Den røde løber bliver rullet ud i dag foran Fotorama i Viborg. Her har den nye julefilm om Emma & Julemanden nemlig gallapremiere. Optagelserne til filmen foregår i Viborg, og hos Viborg Kommune håber man, at den kan være med til at skabe interesse for byen.

- Det er næsten ubetalelig reklame. Det er næsten ikke til at opgøre. Det er jo halvanden times spillefilm, som måske kommer til at sælge 300.000 billetter i biografen, siger Simon Qvist Apel, Formand, Markedsføringsgruppen, Viborg Kommune.

Filmen "Emma og Julemanden - Jagten på Elverdronningens Hjerte" er en fortsættelse til de seneste års julekalendere på TV 2. Undervejs fører Emmas jagt på Elverdronningens hjerte blandt andet til både Viborg Domkirke og Hald Ruin, hvor Elverpigerne danser rundt om en bålplads.

Rekvisitter udstilles

De forskellige rekvisitter, der er brugt i filmen, skal også være med til at lokke turister til. På Museet i Viborg skal blandt andet Julemandens gavepakkemaskine og Julemandens stue udstilles. Elverdronningens tronsal skal udstilles i Viborg Musikhus, så der bliver mulighed for at komme helt tæt på kulisserne.

- Vi håber på, at både byens borgere men også alle mulige andre udefra får lyst til at komme og besøge Viborg og se vores to udstillinger, siger Simon Qvist Apel.

Der er stadig to uger til filmen får premiere i landets biografer.

02:15 Luk video