Juleaftensdag bliver varm og våd

Ifølge DMI byder juleaftensdag på temperaturer, der ligger en hel del over det normale.

Paraplyen kan blive nødvendig juleaftensdag, hvor DMI melder om en trist dag - rent vejrsmæssigt. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix

Chancen for en hvid 24. december med sne uden for de julepyntede vinduer er for længst dømt ude af meteorologerne. Og det ændrer et sidste tjek af DMI's juleprognose søndag morgen ikke på.

Tværtimod byder juleaftensdag på ganske høje varmegrader, tiltagende blæst hen over dagen og efterhånden også regn over hele landet.

- Overordnet kan man vel godt tale om en trist affære, siger Trine Pedersen, vagthavende hos DMI.

- Søndag står danskerne op til skyet vejr med lidt dis. Det kan også småregne. I løbet af formiddagen breder regnen sig vestfra til hele landet. I heldigste fald får det nordvestlige Jylland en smule opholdsvejr, men det klarer nok først op så sent, at solen ikke når at bryde igennem, tilføjer hun.

Hvis man skal tale om en middeltemperatur for årets sidste måned, så er det noget med tre til fem plusgrader i dagtimerne på vores breddegrader, fortæller hun. Men det bliver væsentligt varmere søndag.

- Og det er vel det eneste positive. I nat har det været op til ti grader varmt, og sådan bliver det også søndag, siger hun.

Den milde luft kommer ind vestfra og præger hele det sydlige Skandinavien.

- Man skal vel op nord for Stockholm for at finde frostgrader. I Bergen og Stavanger i det sydlige Norge er der søndag morgen for eksempel fem-seks grader varmt, oplyser hun.

- Herhjemme blæser det ind over land fra vest. Først på dagen vil vinden være jævn, men så tiltager blæsten til frisk til hård. Ved Vestkysten og omkring Bornholm kan vi nå kulingstyrke, siger Trine Pedersen.

Hun forsikrer dog julerejsende om, at den forholdsvis kraftige vind søndag ikke kommer til at drille bilisterne i form af lukkede broer.

- Men på tirsdag, som er en de store hjemrejsedage i julen, skifter vinden retning, og det kan give kraftig blæst på tværs af blandt andet Storebælt, siger hun.

/ritzau/