Jubel i Viborg: Håndboldkvinder får wildcard til europæisk turnering

​Viborg HK kan for 26. år i træk se frem til at spille europæisk håndbold.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Arkiv

Når Viborgs håndboldkvinder tager hul på den kommende sæson, så bliver det med europæiske kampe på programmet.

Viborg HK har nemlig modtaget et wildcard til EHF Cuppen, og dermed er klubben for 26. sæson i træk at finde i det europæiske håndboldselskab, som man siden 1993 har deltaget i, hvad enten det har været EHF Cup eller Champions League.

Invitationen vækker glæde i Viborg efter en sæson, hvor klubben spillede sig i semifinalen i EHF cuppen og vandt bronze i den bedste danske håndboldrække.

- Vi har en ung trup, og det giver uvurderlig læring at spille mod internationale hold af den kaliber, som EHF Cuppen kan præsentere. Der er ingen tvivl om, at vores europæiske kampe i sidste sæson var medvirkende årsag til, at vi endte med en bronzemedalje om halsen, siger cheftræner Allan Heine ifølge en pressemeddelelse.

- Spillerne blev bedre til at omstille sig og rette spillet ind efter omstændighederne. Jeg er rigtig glad for, at vi får endnu en sæson med europæiske kampe, da jeg synes, vi har truppen til at komme langt, lyder det.

En del af Viborgs DNA

Også på direktionsgangen er man godt tilfreds med, at den igen står på europæisk håndbold i Viborg.

- Vi er simpelthen så glade for at få det wildcard. Det har været en del af Viborg HKs DNA igennem 26 år, og vi var rigtig ærgerlige over ikke at kvalificere os direkte til en af de europæiske turneringer, siger direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.

- Vi har vist, at vi hører til blandt Europas bedste hold, og vi var snublende tæt på en finaleplads efter to tætte semifinaler mod Vipers Kristiansand (i den forgangne sæson, red.).

Viborg er med i turneringen fra første kvalifikationsrunde, som der er lodtrækning til den 17. juli.