Jubel hjemme hos guld-brødre

Toft Hansen brødrenes familie hjemme i Roslev fulgte landsholdets hjemkomst fra sofaen.

toft3.jpg

I aftes så han sønnerne vinde EM-guld med håndboldherrene i Serbien. I dag skulle grisene igen fodres hjemme i Salling, så det var ikke meget søvn Bøje Toft Hansen havde fået, da TV/MidtVest mødte ham og familien hjemme på gården i Roslev tidligere i dag.

Ka' det virkelig passe?

- Jeg skulle nive mig i armen, og tænkte: kan det virkeligt være rigtigt, at de render rundt derinde og der er 20.000 mennesker omkring dem. Det er faktisk lidt ufatteligt. Der må selv bondemanden sige, kan det nu passe?, siger Bøje Toft Hansen om aftenens finalebrag i Beograd.

Mor var hjemme

Hjemme så fru Britta Toft Hansen sønnernes finalen, og hun glædede sig over sine ældste drenges indsats.

- Det var rigtig dejligt at se, hvor glade de var. Det er jo det, de har kæmpet for. Jeg synes, det var så dejligt for dem, fortæller hun.

Alle fem spiller håndbold

Ud over brødrene Rene og Henrik Toft Hansen, så spiller de øvrige tre søskende i flokken også håndbold - og de to er stregspillere.

- Vi bakker op om dem, ligesom vi har gjort ved de store, og så må vi se hvad der sker, siger Britta Toft Hansen.

Yngste til træning

Og bedst som bussen lagde an til ankomst på Rådhuspladsen måtte Britta Toft Hansen da også sætte DVD-optageren til. Den yngste Toft Hansen - 11-årige Jeanette Toft Hansen - skulle køres til træning i Skive FH.

Se reportagen fra besøget hos guld-brødrenes forældre her:

2:10
Familien Toft Hansen så stolt med i fjernsynet, da familiens ældste sønner blev hædret efter EM-guldet i Serbien.