Jørgensen ny direktør i FCM

Jørgensen ny direktør i FCM

Team Tvis Holstebros førstemand skal være ny kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Rygterne havde fortalt det, og i dag blev det så bekræftet. Direktøren i håndboldklubben Team Tvis Holstebro, Jacob Jørgensen, skifter til FC Midtjylland, hvor han skal være ny kommerciel direktør.

40-årige Jørgensen har været direktør i TTH i fem år - nu skal han være med til at øge indtægterne hos FCM, hvor han bliver en del af en ligestillet direktion sammen med sportsdirektør Claus Steinlein og Hans Krabbe, som fremover får titel af kommunikations- og marketingdirektør.

- FC Midtjylland har gennemlevet store forandringer efter Matthew Benhams investering i klubben. Ansættelsen af Jacob Jørgensen som kommerciel direktør og udnævnelsen af Hans Krabbe til kommunikations- og markeringdirektør er udtryk for, at klubben nu bevæger sig ind i en ny fase, siger FCM-formand Rasmus Ankersen i en pressemeddelelse.

Jacob Jørgensen understreger, at Team Tvis Holstebro altid vil have en stor plads i hans hjerte.

- Men FC Midtjylland er en klub i rivende udvikling, og jeg glæder mig til at blive en del af stærkt hold såvel på som uden for banen. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med mine kolleger, direktionen og ikke mindst de mange sponsorer, der gør FC Midtjylland til et af Danmarks mest attraktive sportbrands, siger han.