Jimmy Bøjgaard: Björkstrand var blevet for stor til Herning

For meget handlede om, hvad klubben kunne gøre for Todd Björkstrand, og ikke hvad han kunne gøre for klubben, siger ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard

2:05

Ishockeyklubben Herning Blue Fox har højst overraskende valgt at fyre den legendariske cheftræner Todd Björkstrand, selvom han egentlig havde kontrakt med klubben frem til 2019.

Ifølge TV 2 SPORT's ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard skyldes fyringen, at Todd Björkstrand har haft for meget fokus på eliten i Herning - og for lidt fokus på talentarbejdet.

- Det, som Björkstrand havde succes med for nogle år siden, det virker ikke mere i dansk ishockey. Der skal en stor del talentpleje til, og man skal have amtørafdelingen med. Nogle af de ting har han ikke været god nok til. Det tror jeg, koster ham jobbet i dag, siger han.

Spillerne var utilfrede

- Todd Björkstrand var blevet større end Herning Blue Fox. For meget handlede i de sidste par år om, hvad klubben kunne gøre for Todd Björkstrand, og ikke hvad Todd Björkstrand kunne gøre for klubben. Det synes jeg, at man kunne se i rigtig mange ting, siger Jimmy Bøjgaard.

Ifølge ham har mange af spillerne været så utilfredse med Todd Björkstrand, at de ville forlade klubben, hvis han ikke blev fyret.

- Jeg hører, at spillene ikke var vilde med det her. Herning kunne ikke stille hold til næste år, fordi mange ville væk. Mange har konkret i de sidste par dage smidt deres kontrakter op, og sagt, at vi er væk, hvis ikke træneren er. Herning er en storklub i forfald, siger Jimmy Bøjgaard.