Jesper Sørensen ny træner i Silkeborg

Det bliver AGF'eren Jesper Sørensen, som skal forsøge at få Silkeborg tilbage i landets bedste række.

Viggo Jensen er fortid i Silkeborg, og ny mand i spidsen for Silkeborg IF bliver fra næste sæson 39-årige Jesper Sørensen.

 - Vi er meget glade for den aftale, det er lykkedes os at lave med Jesper. Han er et af landets største trænertalenter, og han har høstet erfaring på højeste niveau som assistenttræner i AGF i de seneste fire år, siger Silkeborg IF's sportschef Peder Knudsen til klubbens hjemmeside og fortsætter:

 - Han vil tilføre vores trup en frisk tilgang til måden at spille fodbold på og kommer til Silkeborg med helt ny energi.

Naturligt skridt

Jesper Sørensen stoppede sin aktive karriere i AGF i 2007, og han har siden 2009 fungeret som assistenttræner i klubben. Men nu bliver assistentrollen altså skiftet ud med cheftrænerjobbet.

 - Jeg ser Silkeborg som en fantastisk chance. Efter fire år i assistentrollen i AGF er det et naturligt tidspunkt for mig at tage skridtet opad i karrieren, og jeg har svært ved at se et bedre match end Silkeborg, siger Jesper Sørensen til Silkeborg IF's hjemmeside.

To-årig kontrakt

Jesper Sørensen begynder som træner i slutningen af juni måned, hvor forberedelserne til den kommende sæson begynder.

Han er ansat på en to-årig kontrakt.

Viggo Jensens aftale med klubben udløb med sæsonafslutningen.