Jernkvinde vil være verdensmester

Michelle Vesterby har flere flotte ironman-resultater i bagagen. Alligevel drømmer hun om endnu mere.

Michelle_Vesterby_1.jpg

Det årlige ironman-ræs på Hawaii betegnes som verdensmesterskaberne for jernmænd og -kvinder. Herningenseren, Michelle Vesterby, har deltaget tre gange - med en ottendeplads som bedste placering. Men hun drømmer om betydeligt mere:

- Hawaii Ironman er triatlonsportens svar på superbowl og fodboldens champions league, så jeg skal da vinde Hawaii Ironman. Det er da helt klart det mest ultimative, man kan, så det er også det, jeg stræber efter.

Sådan fortæller Michelle Vesterby, da TV MIDTVEST møder den danske jernkvinde, der fortiden puster ud hos sin familie i Herning.

Livet som fuldtidsprofessionel er krævende. Derfor er det altafgørende for Michelle Vesterby, at både hendes mand, venner og familie støtter hendes stræben efter podiepladser.

- Det kræver 110 procent dedikation til det, man laver. Det kræver en god opbakning og support fra hjemmefronten og fra sponsorer. Så det kræver enormt meget - ikke kun af mig, men også af mine omgivelser, forklarer hun.

Mød Michelle Vesterby i aftenens udsendelse kl. 19:30 - eller se klippet her:

2:12
Michelle Vesterby går efter den absolutte topplacering