Jeppe Curth til FCM

Fodboldklubben Aab udlejer angriberen Jeppe Curth til FC Midtjylland.

FCM_logo_flag1.jpg

Den mangeårige AaB-angriber skal i resten af efteråret optræde for FC Midtjylland.Superligaens tophold, FC Midtjylland, har i transfervinduets sidste timer hentet forstærkning hos AaB.Den nordjyske klub har sagt ja til at udleje sin mangeårige angriber Jeppe Curth frem til nytår.

 - Jeppe Curth har i mange år været en særdeles god repræsentant for AaB med stor betydning såvel på som uden for banen. På det seneste har det imidlertid knebet med at opnå spilletid på vores bedste mandskab, hvilket hverken vi eller Jeppe har fundet optimalt, og derfor accepterede vi at udleje Jeppe, da vi i dag fik henvendelsen fra FC Midtjylland, siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, til klubbens hjemmeside.

Jeppe Curth kom til AaB for otte år siden, og han har spillet 273 officielle kampe og scoret 64 mål for klubben.I 2008 blev han topscorer i Superligaen, da AaB overraskende løb med DM-titlen.Angriberen, der har kontraktudløb hos AaB næste sommer, har ambivalente følelser over at sige et i hvert fald midlertidigt farvel.

 - De fleste ved, hvor meget AaB og Aalborg betyder for mig, hvorfor det selvfølgelig er med vemod at skulle trække i en anden klubtrøje. Omvendt er det for alle parter den bedste løsning med et skifte, og jeg glæder mig helt vildt til at starte op hos FC Midtjylland, siger han.

 /ritzau/