Jens Rohde: Nyt lavpunkt i byrådets historie

Jens Rohde (R) kræver nu en undskyldning fra Ulrik Wilbek (V) og Per Møller Jensen (S). De nævnes som mulige bagmænd af læk om partiflugt.

Jens Rohde skyder med skarpt i Viborg Byråd efter lækage om partiskifte.
Jens Rohde skyder med skarpt i Viborg Byråd efter lækage om partiskifte.
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

I tirsdagens udgave af Viborg Stifts Folkeblad langer Jens Rohde(R) kraftigt ud efter Ulrik Wilbek (V) og Per Møller Jensen (S).

- Det er et lavpunkt i Viborg Byråds historie, siger Jens Rohde til avisen.

Ordene falder i forbindelse med, at gruppeformand Per Møller Jensen (S) skulle have fortalt borgmester Torsten Nielsen (K) om, at den konservative gruppeformand, Stine Damborg, angiveligt skulle forlade partiet for at slutte sig til Radikale.

Den nyhed skulle Per Møller Jensen angiveligt have fået af Venstres borgmesterkandidat, Ulrik Wilbek.

Jens Rohde mener, de to politikere skylder en forklaring og en undskyldning for den fremgangsmåde.