Jens Rohde kandidat i Nordjylland

Jens Rohde har sagt ja til et tilbud fra Venstre i Nordjylland. Det skaber tvivl om Venstres EU-spidskandidat.

Jens Rohde, Venstre, har takket ja til at blive kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre i Nordjylland. Det bekræfter Hans Jørgen Dalum, der er formand for Venstres Europa-udvalg i Region Nordjylland, overfor Berlingske Nyhedsbureau.

Meget glad formand

- Han ringede til mig i aftes og bekræftede sit kandidatur, så jeg er en glad mand. Det er jo pragtfuld at være formand for et europaudvalg, når det er muligt at tiltrække så stærk en kandidat som Jens, siger han.

Spidskandidat ved seneste valg

Jens Rohde blev valgt til Europa-Parlamentet som spidskandidat for Venstre i 2009, og han skulle have været kåret til partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet i 2014 på landsmødet i november sidste år, men valget af spidskandidat blev udskudt.

Kronik gav dramatik

Det skete efter, at Jens Rohde under i landsmødet var medforfatter på en kronik i Berlingske. HEr opfordrede han til mere vidtrækkende EU-reformer, end Venstre går ind for. Et af forslagene var blandt andet et fælles europæisk militær.

Ikke også spidskandidat

Nu kan kandidaturet i Nordjylland komme til at påvirke om han overhovedet bliver spidskandidat. vælger Venstre at benytte de samme opstillingsregler, som partiet brugte ved valget til Europa-Parlamentet i 2009, så skal partiet på jagt efter en ny spidskandidat. Dengang blev Jens Rohde nemlig udpeget som spidskandidat uafhængigt af de regionale kandidater.