Jens får fred fra klokken: Hjem-Is giver sig

Når Hjem-Is klokken ringer, går Jens Fahrendorffs hund i panik. Nu har de to parter dog fundet en løsning på problemet.

2:09
Se indslaget om Jens' kamp mod Hjem-Is-klokken fra d. 20. juli.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Jens Fahrendorff var godt og grundigt træt af Hjem-Is og bilernes velkendte klokke. Den skræmte nemlig Jens’ hund, Tilde, fra vid og sans – men nu er der endelig lidt ro på vej til Ikastboen.

Hjem-Is bekræfter nemlig over for TV MIDTVEST, at de ikke længere vil ringe med klokken tæt på Jens Fahrendorffs adresse.

- Sagen skulle være løst tidligere, men dette skyldes en fejl hos os som er rettet, skriver Torben Meng, direktør hos Hjem-Is, i en mail til TV MIDTVEST.

Inden dette skete har Jens Fahrendorff været vidt omkring for at få ro fra klokken. Først bad han Hjem-Is om hjælp, herefter forsøgte han sig med en hundetræner og han talte med nogle af Hjem-Is’ chauffører.

Sidenhen fik han Færdselsstyrelsens ord for, at det er ulovligt at ringe med klokken, mens bilen kører. Det var dog ikke en sag, som politiet valgte at prioritere.

Hjem-Is forklarer dog, at det ikke er sådan, de ønsker det skal foregå.

- Vi lever af tilfredse kunder og tager altid hensyn, hvis der er borger der føler sig generet af klokken. Vi kan ændre tidspunktet vi kommer på, vi kan dæmpe klokken eller vi kan stoppe med at køre på adressen, skriver Torben Meng, direktør, Hjem-Is, i en mail til TV MIDTVEST.