Miljøaktivist optimistisk efter ministerbesøg: - Jeg tror, at der kommer en løsning

Selvom ministeren ikke gav nogen garantier under sit besøg ved Høfde 42, så tror Bjarne Hansen på, at der snart bliver ryddet op.

1:17
Bjarne Hansen forærer Jakob Ellemann-Jensen et eksemplar af den bog, som handler om hans fars kamp mod forureningen.

Mandag lagde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vejen forbi Høfde 42 på Harboøre Tange. Anledningen var en invitation fra Region Midtjyllands formand, Anders Kühnau (A), der ville overbevise ministeren om, at staten skal bidrage med en væsentlig mængde penge til projektet med at rense giftdepoterne. 

I flokken, der stod klar til tage imod ministeren, stod Bjarne Hansen. Han er en af de lokale, der gennem mange år har kæmpet for at få oprenset de forurenede områder på Harboøre Tange.

- Vi er her for at tilkendegive overfor ministeren, at vi har et problem herovre, og at han er nødt til at tage os alvorligt, siger Bjarne Hansen. 

Bjarne Hansen er søn af Aage Hansen, der i folkemunde var kendt som Rav-Aage. Han blev en af landets første miljøaktivister, da han i 1950'erne tog kampen op mod den forurening, som Cheminova forårsagede ved Harboøre Tange. 

Bjarne Hansen havde taget skilte med, der skulle gøre ministeren opmærksom på budskabet.
Bjarne Hansen havde taget skilte med, der skulle gøre ministeren opmærksom på budskabet.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

I dag stod Bjarne Hansen klar til at overrække ministeren bogen 'Fisk kan ikke tale - En fiskers kamp mod Cheminovas forurening', der handler om faderens kamp mod forureningen. Derudover havde han sammen med andre lokale sat skilte op på stranden med budskaber, der skulle fange ministerens opmærksomhed. 

- Nu har de en tilbøjelighed til at rykke skiltene op, når der kommer politikere fra Christiansborg, så vi tog nogle ekstra skilte med herop, så han kunne se, hvad det er, der foregår, siger Bjarne Hansen og fortsætter: 

- Jeg er glad for, at han kommer. Det er ikke alle ministre, der gør det. 

Optimist efter årelang kamp

Kampen for at få renset området ved Harboøre Tange går mange år tilbage, og flere forsøg på at finde metoder til at rydde op i forureningen er gået i vasken. For nyligt kunne virksomheden Krüger A/S dog fortælle, at deres test af en metode med at opvarme jorden til 350 grader, og efterfølgende behandle dampene, så de renses for pesticider og kviksølv, havde givet gode resultater. 

Og efter dagens besøg tror Bjarne Hansen på, at der kommer en løsning på den årelange problematik.

- Jeg tror, at der kommer en løsning. Nu kan de ikke komme udenom det længere. Alle de ting, de havde som hindring for at depotet på Høfde 42 skulle fjernes i 2012 - dem har vi løst nu ved hjælp af de dygtige firmaer, der er her, siger Bjarne Hansen. 

Jakob Ellemann-Jensen gav ingen garantier under sit besøg. Han forsikrede, at der i regeringens sundhedsspil er øremærket en halv milliard kroner til at oprense genereationsforureninger. Alene oprensningen af ét af de tre forurende områder på Harboøre Tange kan løbe op i 600 millioner kroner. 

2:17
TV MIDTVEST har tidligere lavet dette program med Bjarne Hansen, da bogen udkom.