Fire heste døde af virus: - Jeg tror, de er smittet alle sammen

Nu er fire heste døde af hesteherpes i Holstebro Sportsrideklub. Klubbens formand tror, at alle hestene er smittet.

Claus Henriksen, formand i Holstebro Sportsrideklub. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Humøret er alt andet end højt på i Holstebro Sportsrideklub. Fredag morgen blev endnu en hest fundet i så dårlig tilstand, at den måtte aflives.

Læs også Endnu en hest er død af herpesvirus på rideskole

- Den blev aflivet i dag på samme måde som de andre. Den kunne ikke holde sig oprejst mere, siger Claus Henriksen, der er formand Holstebro Sportsrideklub.

Det er den fjerde hest i rideklubben, der måtte aflives, efter hesteherpes er udbrudt på skolen.

FAKTA OM HESTEHERPES

  • Herpesvirus er en sygdom, som har eksisteret i Danmark i mange år - både det der kaldes type 1 og type 4.
  • Herpesvirus 1 forårsager feber, luftvejslidelser, lammelser og eventuelt abort hos drægtige hopper. Sygdommen starter oftest som en luftvejsinfektion med feber og hoste. Efter cirka to uger kan der også opstå lammelser.
  • De fleste danske heste har herpesvirus i kroppen. Det kan genaktiveres og få hesten til at udskille smitte eller blive syg.
  • Herpesvirus kan ikke udryddes, og man vil altid se enkelte heste blive spontant syge ind imellem.
  • Inden for de seneste fem år har der været kendte tilfælde af herpesvirus 1 udbrud med en grad af slingerhed/lammelse i blandt andet Nordjylland, Djursland samt på Sjælland og Fyn. 
  • Hestens herpesvirus smitter ikke mennesker.

Kilde: Dansk Rideforbund og SEGES

Se mere

Tror, alle er smittet

Holstebro Sportsrideklub har, siden de opdagede udbruddet af hesteherpes, været lukket mere eller mindre ned.

Torsdag var meldingen, at 14 heste havde feber, mens en mere var lammet i bagpartiet – hvilket kaldes at stå slinger. I dag kender formanden ikke til antallet af heste med feber.

- Den, der blev aflivet, har stået lammet. Jeg tror, de er smittet alle sammen, men jeg ved det ikke. Nogle af dem, der er smittet, står fint. Nogle andre, der har virussen, har det helt vildt skidt. Jeg har en idé om, at de er smittet alle sammen, siger Claus Henriksen.

Dyrlægerne kan ikke behandle hestene for hesteherpes, og det smitter også af på humøret,

Læs også Hestevirus presser rideskole: Forældre samler ind

- Dyrlægerne virker ikke optimistiske. De går slukøret rundt. Der er ikke noget at gøre ved det. Alle er magtesløse, siger Claus Henriksen.

Håber, det snart ender

Det kan ikke siges, hvornår udbruddet af hesteherpes stopper hos Holstebro Sportsrideklub.

Håbet er der dog stadig.

- Vi kan kun vente og se. Der er ikke andet at gøre. Vi må tage det en dag ad gangen, siger han formanden og fortsætter:

- Vi håber, det hele vender i morgen. Men det har vi håbet i et stykke tid.

01:18

Dyrlæge Lena Kristensen fra Holstebro Hestepraksis fortæller om herpesvirus. Hun har aldrig oplevet så voldsomt et tilfælde.

Luk video