Linea er med i en fotokonkurrence for unge: - Jeg tænker i billeder hele tiden

Sætter du pris på et godt fotografi, så kan du i de her uger få stillet appetitten i Viborg.

Linea Schjødt Jensen elsker at tage billeder. Nu deltager hun i en konkurrence, så andre også kan se, hvad hun kan.
Linea Schjødt Jensen elsker at tage billeder. Nu deltager hun i en konkurrence, så andre også kan se, hvad hun kan.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det er syvende gang, der er Fotodage i Viborg med masser af fotooplevelser - både for professionelle og alle os andre. Der er udstillinger, workshops, rundvisninger, samtaler med top-fotografer og meget andet på programmet.

Også unge talenter bidrager til fotofesten, og en af dem er 16-årige Linea Schjødt Jensen fra Bjerringbro.

- Jeg er med, fordi jeg er rigtig glad for at tage billeder, og jeg kunne godt tænke mig at nå lidt længere ud med det. Jeg gør det meget bare for mig selv, og jeg tager også på kurser, men jeg kunne godt tænke mig også at vise det frem, så jeg tænkte, at det var der rigtig god mulighed for her, siger Linea Schjødt Jensen.

Hun har taget et billede til konkurrencen, som har et dybere budskab gemt i sig.

- Jeg kan rigtig godt lide at have en historie I mine billeder. Så det, jeg har tænkt med det her billede, er, at I det her spejl, der er spejlbilledet af det, der også er I omgivelserne. Og det dybere budskab er, at man skal huske at være sig selv – så det skal jo egentlig ikke gå igen. Man skal egentlig fjerne spejlet og stå frem med sin helt unikke personlighed, siger Linea Schjødt Jensen.

Konkurrencen er for unge amatørfotografer 15-25 år. Blandt godt 150 indsendte fotos har dommerpanelet valgt det bedste, der præmieres med en uges ophold på Medieskolerne og retten til en soloudstilling under næste års Fotodage Viborg. Vinderbilledet og en række af de bedste billeder fra dette års konkurrence er i øvrigt udstillet på Hovedbiblioteket i Viborg under festivalen.

Fotodage Viborg finder sted 3.-26. maj og er en hyldest til fotografiets mangfoldighed. Kernen i programmet er en række udstillinger, der viser dansk og internationalt fotografi i absolut verdensklasse. Disse suppleres med forskellige aktiviteter som workshops, artist talks og konkurrencer samt fotoudstillinger tilrettelagt af lokale fotografer, fotoklubber, uddannelsesinstitutioner og lokalhistoriske arkiver og af Medieskolernes talentfulde fotografelever.