Efter bankrøveriet: - Jeg mistede alle mine venner

Janni Elbrønd Laursen skal nu hjælpe politiet og SSP og fortælle om dengang, hun blev en del af et dobbelt bankrøveri. Alle hendes venner slog hånden af hende, og det var et hårdt slag for teenageren.

Foto: TV MIDTVEST

Hun tilgiver aldrig sig selv. Det var hendes livs fejltagelse, og der går ikke mange dage, hvor hun ikke spørger sig selv, hvordan hun kunne være så dum. Men nu prøver hun at rette lidt op på det, hun gjorde for 10 år siden, da hun pludselig blev del af et dobbelt bankrøveri.

Jeg mistede alle mine venner. Alle tog afstand fra mig, for de troede måske groft sagt, at jeg var sindssyg. Så jeg skulle starte et helt nyt liv, og det var ikke særlig sjovt at blive rykket væk fra det hele. Det gjorde ondt

Janni Elbrønd Laursen

- Det fylder rigtig meget. Jeg har brug for at få det fortalt til de unge, at de skal passe på med ikke at rode sig ud i noget, hvor de ikke kan bunde. Man kan så let komme galt afsted, og det kan ødelægge meget i ens liv. Jeg kommer aldrig til at tilgive mig selv, men ved at fortælle min historie kan jeg måske få det hele bearbejdet og også arbejde lidt med mig selv, siger Janni Elbrønd Laursen. 

Hun har nu besluttet sig for, at hun vil arbejde sammen med politiet og SSP. Hun skal ud på skoler og institutioner og fortælle sin historie. I 2009 lod hun sig presse til at hjælpe sin daværende kæreste, Johnni Vestergaard Mortensen. Han var røget i unåde hos nogle rockere og stod til dummebøder. Hvis han ikke betalte dem 30.000 kroner, ville det gå ud over både ham og hans familie.

Derfor begik han et dobbelt bankrøveri i Stoholm. Og Janni’s rolle var at køre rundt på scooter i byen og sende en sms til Johnni, når der var fri bane. Det kostede den dengang 17-årige pige et ophold på en sikret ungdomsinstitution, og efterfølgende kom hun i familiepleje.

- Jeg mistede alle mine venner. Alle tog afstand fra mig, for de troede måske groft sagt, at jeg var sindssyg. Så jeg skulle starte et helt nyt liv, og det var ikke særlig sjovt at blive rykket væk fra det hele. Det gjorde ondt, siger hun.

Sådan fortæller Janni i tredje og sidste afsnit af podcasten Bankrøveren fra TV MIDTVEST. Her har vores lyttere af podcasten og seerne af dokumentaren kunnet stille spørgsmål til Johnni og Janni.

TV MIDTVEST har snakket med kæresteparret om deres fortid. Det kan du høre i podcasten "Bankrøveren". Find links nederst i artiklen. Foto: TV MIDTVEST

Mange reaktioner

De to har valgt at stå frem og fortælle deres historie. Og det har affødt mange reaktioner. Janni har udelukkende fået positive reaktioner. Mens Johnni har fået en del kedelige beskeder også.

- Flere har skrevet til mig, at de synes, jeg skulle have siddet inde endnu. Men sådan er det. Nu har jeg heldigvis fået mulighed for at fortælle min historie, og så kan folk måske bedre forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Og så håber jeg, at de kan få øjnene op. Jeg er ikke sådan der mere, siger Johnni Vestergaard Mortensen i podcasten.

Her kan du lytte til alle tre podcasts, ligesom du her kan se de tre afsnit af dokumentaren Bankrøveren:

Afsnit 3:

 Afsnit 2:

 Afsnit 1: